Fotoudstilling i Frederikshavn

Se alle billederne i fuld kvalitet på foto tjenesten

Berømte tyske fotografer udstiller fotos af legendariske bluesmusikere.

Onsdag 4. oktober åbnede udstillingen ”Blueslovers Feelings”, en spændende fotoudstilling af de to tyske stjernefotografer Karo & Jürgen Achten, som nærmest har ikonstatus hos amerikanske bluesmusikere.

Udstillingen kan ses på Borgertorvet på Frederikshavn Rådhus og viser for første gang i Danmark en række af ægteparret Achten’s værker, der illustrerer bluesikoner gennem de seneste 14 år.

Det er Blues Heaven Festival, der har ført Karo & Jürgens fotografier til byen og som i samarbejde med Bibliotek & Borgerservice, Frederikshavn Kommune har fået udstillingen sat op på rådhuset, hvor mange borgere hverdag kommer forbi.

Vi glæder os meget til at præsentere fotografierne af de to tyske stjernefotografer og håber at det kan være med til at skabe fokus på de kommende blues-arrangementer, der kommer til byen 2. weekend i november”, fortæller Blues Heaven arrangører Peter Astrup.

Udstillingen ”Blueslovers Feelings” omfatter billeder af ikoniske legender og fotografernes egne favoritter.

Om fotograferne
Karo og Jürgen Achten, var i 2009 ikke længere i stand til at fortsætte deres hobby med at restaurere gamle møbler af helbredsmæssige årsager. Efter lidt søgen udviklede deres nye hobby sig til fotografering i forbindelse med blueskoncerter og festivaler i Europa.

De er regelmæssige bidragyder til alverdens blues- og rootmagasiner, men specielt det tyske trykte og online magasin bluesnews.de betragter Karo & Jürgen, som de største bidragsydere af magasinet gennem de seneste 14 år. Fotograferne oplyser at der er 160.000 billeder fra blueskoncerter på deres hjemmeside. www.blueslover.de

Efter talrige kameraer, hundredvis af koncerter og tusindvis af kilometer, er de nu på det punkt, hvor de modtager invitationer fra adskillige europæiske arrangører og selv de bedste og mest kendte bluesmusikere føler sig beærede af at blive portrætteret af Karo & Jürgen Achten.

Udstillingen kan ses frem til torsdag den 9. november 2023. Herefter flytter den til Blues Heaven Festivalen i Arena Nord den 10. – 11. november, hvor også fotograferne vil være til stede.

De involverede personer bag fotoudstillingen.

Karo & Jürgen Acthen (Blueslover) og Gitte S. Adsersen (Blues Heaven) ved afhentning af fotoudstillingen i den tyske by Detmold.

Steen Jensen (Blues Heaven’s altmuligmand) og Peter Astrup ved fotoudstillingen på Frederikhavns Rådhus

Select language