News

Stor varm tak til Nina Hanssen fra det norske Bluesnews, der ringede forleden og ville høre lidt om festivalen i broderlandet: Blues Heaven 3.–4. oktober 2025.

Læs omtalen her…

Hvis det er nemmere på dansk for nogen er her en oversættelse:

Peter Astrups BLUES HEAVEN
Efterår betyder, at mange nordmænd igen skal valfarte til Frederikshavn og byens flotte Blues Heaven-festival.

Det er i år den 19. festival, som skal afholdes, og byen får besøg af bluesfans fra både Danmark og udlandet, og de bedste bluesbands fra begge sider af Atlanterhavet.

Hoteller og spisesteder fyldes op af nordmænd, som skal hygge sig gennem weekenden med god musik og dansk hygge. Mange kommer år efter år en tur til den hyggelige festival i Frederikshavn.

Til årets festival bliver der nogle ændringer.

Festivalen arrangeres 2.‒4. oktober, en måneds tid før den sædvanligvis har fundet sted. Det er gjort for at få bedre tid i kalenderen, fortæller arrangør Peter Astrup til Bluesnews. Sandsynligheden for efterårsstorme og dårligt vejr er mindre. I november har danskerne ofte startet julefrokost-sæsonen, og har ikke tid til at gå på festival. Og Peter vil meget gerne se flere lokale komme på bluesfestivalen. Bluescruiset fra Oslo til Kiel har plejet at ligge lige før festivalen i Frederikshavn, og festivalen i Luzern (Schweiz) har startet lige efter.

Med ændret dato bliver programmet for ivrige bluesfolk ikke så tæt. Det er ikke besluttet om festivalen flyttes “for evigt”, Peter vil se på erfaringerne fra i år.

Tidligere har der været arrangeret koncerter om dagen i byen, først på legendariske Freddys, de senere år i Maskinhallen. Dette er det slut med i år. At drive en ekstra scene nogle timer om eftermiddagen medfører store omkostninger og meget stress for at flytte udstyr, siger Peter.

Dog bliver der koncert i Maskinhallen torsdag aften.
Koncertstart i Arena Nord ændres til kl. 15.00, så der bliver alligevel meget musik frem til midnat. Der vil være to scener i Arena Nord: Blues Hall og Arena Stage. Koncerterne går på skift på hver scene, så man slipper for at vælge hvilket band man skal se. I år er der lagt lidt ekstra tid mellem koncerterne, så man nå at skifte imellem koncertsalene og få vejret.
I indgangspartiet skal DJ Roan, som Peter har kendt siden 80’erne, snurre plader. ‒ Han er knaldgod, siger Peter. Og han måtte love at spille mindst en sang med Bobby “Blue “Bland hver aften! Dette betyder god musik, når man færdes i Merchendise området som også har fine nyheder.

I tillæg til bobil-camp ved koncertarenaen sættes der også transport op lokalt. Der går busser fra centrum og til arenaen, og der kører også busser til og fra lufthavnen i Aalborg.

Torsdag aften bliver der som nævnt åbningskoncert i Maskinhallen. Da skal en af dansk blues’ legender, Ole Frimer, styre scenen med sit All Stars Band. Bandet består af kendte navne fra det danske bluesmiljø: James Loveless, Henrik Hansen, Niels Mathiasen, Jens Chr. Dam, Olav Poulsen, HC Bugge og Ida Gormsen.
Arrangøren lover en aften med en perlerække af blues i forskellige afskygninger ‒ fremført i mindre konstellationer med Ole Frimer som både frontfigur og kapelmester.

Musikalsk byder festivalen som sædvanlig på et meget stærkt program. En god blanding af blues, soul og mere rocket blues. Der er ét norsk band på plakaten, norsk/ engelske Krissy Matthews & The Vikings, som gjorde stor succes på turné i Norge i vinter. Peter fortæller, at han ikke har set bandet før, og glæder sig til at opleve dem. Han synes det er et ekstra krydderi at have Canned Heat på plakaten i år. ‒ Dette var bandet, som startede min interesse for blues, da jeg var 18‒20 år. De lyder stadig fedt, og det var godt at få dem på plakaten i år. Canned Heat er ude på deres afslutnings- turné som band, og hvem ved, måske bliver dette sidste chance for at se dem?

Hovedvægten af artister er fra USA, med navne som Rick Estrin & The Nightcats, Mud Morganfield, Earl Thomas og Sari Schorr. Amerikanske John Primer kommer med den engelske mundspiller Giles Robson. De to udgav albummet 10 Chicago Blues Classics sammen tidligt i 2025. Fra Canada kommer den stærke artist Colin James. Fra Europa kommer eminente Cinelli Brothers, Boogie Boys & Retro Funk Horns, Blue Benders og Sweet Martha & Johnny BigStone. I tillæg til Ole Frimers All Star Band, som spiller torsdag, er det Thorbjørn Risager og hans Black Tornado, der repræsenterer Danmark. Peter fortæller, at der er kommet en ændring i det opsatte program. Jerron Paxton måtte aflyse sin koncert, og som erstatning kommer Little Freddie King, født i McComb, Mississippi.

Mens de større festivaler ofte arrangeres af en bluesklub eller stiftelse, er det Peter selv, som står bag Blues Heaven (tidligere Frederikshavn Blues Festival). Han har nu med sig, udover Gitte ca. 20 frivillige, som mest arbejder med salg af merch, backline og som chauffører. Arena Nord står for servering, mad og vagter. ‒ Det er hårdt at arrangere alt selv, det er meget arbejde, siger Peter.

Men han er ingen amatør. Udover snart 20 års festival i Frederikshavn, stod Peter tidligere bag den legendariske festival Djurs Bluesland, som blev startet i 1988 og sluttede i 2011. I tillæg arrangerer Peter også turnéer med forskellige bands i Europa. Hans liv drejer sig om blues 24/7!

I 2018 var Peter den første til at vinde den nyoprettede Hoochie Coochie Man-pris ved Danish Blues Awards. Prisen gives til en ildsjæl, som har gjort meget for bluesen i Danmark. Han er valgt ind i bestyrelsen for Blues Foundation i Memphis, han vandt Keeping the Blues Alive Award i 2020 og i 2022 vandt han en Behind the Scene Award fra European Blues Union. I tillæg til festivalen står Peter og hans kæreste Gitte Stræde Adsersen også bag bluesrejser til USA, hvor de tager gæster med på en 14-dages rundtur i Sydstaterne i maj eller en uges tur til den store bluesfestival i Chicago i juni.

På telefon fra Danmark ønsker Peter sine norske venner, samt alle andre Bluesvenner velkommen til festival i Frederikshavn den første weekend i oktober, og håber at se mange norske ansigter i byen!